Codici Masserie
Codici 'Masserie' Primitivo Di Manduria er dejlig vin, der hæver sig over den store mængde forholdsvis ligegyldige vine, der også produceres i Puglia.
Manduria regnes for epicentret for produktion af de bedste primitivo-vine i Italien. Denne kvalitets-DOP fra 'indersiden af hælen' begynder lige øst for Taranto og bevæger sig østover ca. 20 km langs det Joniske Hav, hvor den magre jordbund og vinden giver vejrbidte, stædige vinstokke, der yder smagsmættede druer, der giver vine med kraft og fylde. Havets nærhed tempererer det ellers varme, tørre klima, så det er muligt at lave vin med kraft såvel som finesse.
Kvaliteten i Codici sikres - foruden en sikker hånd under vinifikationen - gennem langtidskontrakter med drueavlere, der mod at levere til en lidt højere pris, underkaster sig producentes krav om pleje og udbytte. Vinifikationen sker med bistand fra den erfarne ønolog Scipione Giuliani, der tilsyneladende aldrig har en dårlig dag på jobbet.
Bag vinens intense farve viser, duft og smag sig frem med modne brombær, morbær, blåbær og sveske samt lidt noter af friskristet espressokaffe. Der er modenhed i frugten og koncentration, der tilhører en noget dyrere prisklasse.
Dette er vin med en vis fylde og kraft, og minsandten også en smule finesse: en vin der er svær at se sig sur på.
