Dom. Monthélie-Douhairet-Porcheret
Volnay 1. Cru
UDSOLGT
Dette er pivende ren Bourgogne fra et lille familiebrug med vine lige efter vort hoved; fokuserede og komplekse med pinot noir-druen i hovedrollen. Vinene fra Montehélie-Douhairet-Porcheret er ukomplicerede på den helt rigtige måde.
Domainet med det lange navn er et lille familiebrug på 6½ hektar, fordelt på parceller i Monthélie, Meursault, Volnay og Pommard. Cataldina Lippo & Vincent Monfort overtog domænet i 2014 efter Cataldinas bedstefar, André Porcheret, der foruden rollen som vinmager her har bestredet positioner hos Hospices de Beaune og Lalou Bize Leroy (da sidstnævnte omlagde til biodynamisk drift, længe før den slags blev moderne). Der er meget få maskiner her men til gengæld meget manuelt arbejde; dette er med andre ord rigtige vinbønder.
De håndhøstede druer afstilkes før maceration, der foregår i træfade af varierende størrelse med mulighed for temperaturkontrol. Der lagres i klassiske 228 liters træfade (pièces) i 18 måneder inden tapning. 10% af fadene skiftes hvert år.
Volnay 1. Cru Champans ligger som fortsættelse af Les Caillerets med Tallepieds på den anden side af vejen og er en af kommunens mest ansete marker. En god eksponering samt godt med kalk i en ellers lerholdig jord giver forfinede, mineralske vine med mere substans, end man typisk forbinder med Volnay.
Aromatisk går denne vin i retning af kirsebær, ribs, viol og lidt efterårs-skovbund. Der er en dejlig sund modenhed i frugten og en livsbekræftende saftighed. Så en vin man både bliver glad i låget af at drikke, men som man også kan sidde og tænke lidt over.
Volnay en Champans 2017 kan henlægges 12-15+ år fra høst under optimale lagringsforhold, men den er allerede nu en fornøjelse at drikke. Bare giv den lidt tid i et rummeligt bourgogneglas.
Der er tilpas med muskler til at håndtere stegeretter med rødt kød, men hold tilbehøret konservativt, så vinens kompleksitet ikke drukner i eksotiske krydderier.
Nydes ved ca. 15-17°.
93 points Robert Parker/The Wine Advocate
"The 2017 Volnay 1er Cru Champans is showing very well, wafting from the glass with notes of ripe cherries, violets, raw cocoa, coniferous forest floor and grilled squab. On the palate, it's medium to full-bodied, fleshy and enveloping, with excellent concentration, bright acids and a long, precise finish."
TWA juli 2019, William Kelley
