Montinho São Miguel
Montinho Branco
Montinho São Miguel er en frisk, udadvendt hverdagshvidvin, der via kvalificeret vinifikation med topmoderne udstyr præsterer klart over sin moderate pris.
Vinens hjemsted er Alentejo, det vidtstrakte område øst for Lissabon mod den spanske grænse, hvor landskabet er forholdsvis fladt. Her brydes monotonien i horisonten af lave, rullende bakker og røgsøjlerne fra Portugals nationalsport, afbrænding af haveaffald. Ikke bare grise og grøntsager trives her; vinene fra Alentejo er kendt for at give fuld valuta for pengene på alle prisniveauer. Det kan vi takke et perfekt klima, en veldrænet, ikke for næringsholdig jordbund samt lave produktionsomkostninger for.
Montinho São Miguel Branco er primært lavet på de lokale druer antão vaz og encruzado, ’nord-rhônedruen’ viognier samt mindre andele af andre varianter. For at sikre en sprød syresignatur høstes druerne om natten, når druernes syreindhold er højest. En nænsom presning og en langsom, kølig gæring på rustfrit stål med lagring på samme har givet en frugtig, frisk, blomstret og ligefrem vin.
Dette er en tør, aromatisk og ikke synderligt fyldig hvidvin, domineret aromatisk af citrus, hvide sommerblomster, lidt grønne æbler og lucaspære. Eftersmagen har overraskende længde for prisklassen og klinger rent af. Vinen er behagelig at drikke og præsterer nu og et par år frem på sit bedste niveau.
Dette er dejlig hverdagsvin til en bred vifte af vegetarisk mad, Fjernøstens krydrede køkkener, fisk og skaldyr. En ikke for branket kylling går også an.
Nyd velafkølet ved ca. 7-11°.
