Domaine Adrien Besson
Domaine Besson er et lille, familieejet hus, hvor 4. generation i dag dyrker 21 hektar med chardonnay. De er med i foreningen Vignerons Independant, som kort fortalt betyder, at vinbonden forestår alt fra markpleje, over vinifikation, tapning og salg. Med andre ord, det tætteste man kommer på en garanti for personlige, passionerede, håndlavede vine.
Stilen er rank og frisk og uden oxidative aromaer, idet både gæring og lagring fortrinsvis foregår på rustfrit stål med 18 måneder på fingæren, mens kun en lille andel lagrer på gamle barriques.
Druerne til denne vin kommer fra vinstokke på 1. Cru Montmains, hvis kalkmergel med lerlag i varierende tykkelse i toplaget giver nogle af de mest brugervenlige og tilgængelige chablisvine, selv om mikroklimaet er køligt. Her kombineres en saftig, naturlig fylde med præcision, karakter og friskhed. Duft og smag er i tør men dog afrundet chablis-stil med citrusfrugt, syltet citron, bivoks, grønne æbler og komplekse aromaer fra vinens samvær med fingæren. Kalkede mineraler, flintestenspræg og en animerende syre giver en kompleks vin.
Nyd vinen ved en serveringstemperatur på 10-15° alt efter temperament, men helst ikke for koldt, da vinen i givet fald ikke får lov at vise sine dyder.
Prøv vinen til fiskeretter, gerne med flad- eller torskefisk og en simpel, velsmagende sauce som beurre blanc eller hollandaise. Også de lyse kødretter er oplagte til en vin som denne.
Besson Chablis 1. Cru Montmains fremstår endnu ung i udtrykket, og den vil udvikle sig i positiv retning ca. en håndfuld år fra årgang.