Quinta do Portal
Quinta do Portal er synonymt med Mansilha-familien, hvis historik i Douro går tilbage til 1400-tallet. I Pinhão-dalen, gravet dybt ned i skifferklipperne, ligger Quinta do Portals naturligt tempererede kældre, hvor lange rækker af bl.a. tawnyfade udvikler sig i ro og mag.
I en 30 års tawny begynder fordampningen af portvin under lagringen at spille en væsentlig rolle ift. både koncentration såvel som pris. Så selv om en gammel tawny som denne aldrig bliver en billig fornøjelse, får man ikke desto mindre stadig solide smæk for skillingen i denne intense og komplekse portvin.
Årligt fordamper omkring 3-5 % af en tawny under den oxidative lagring på eg, hvilket i sig selv giver en mere koncentreret vin. En 30 års tawny har en høj andel af disse gamle vine, og den udviser derfor stor koncentration: at sørge for dybde og kompleksitet i den færdige vin er en anden sag og opgaven for den stedlige kældermester og chief blender.
Quinta do Portal 30 Year Old Tawny er en gammel tawny, hvor vinmager og chief blender Paulo Coutinho har blandet en lang række fade fra forskellige årgange til en vin med en profil svarende til en 30 år gammel tawny og godkendt som sådan af Portvinsinstituttets smagepanel. Gennem mange års lagring har denne portvin for længst smidt ungdommens frugt, men til gengæld har den fået en påfuglehale af lagringsaromaer men en kompleksitet, der langt overstiger udgangspunktet.
Duft og smag har dybe, intense noter af valnød, tørret figen, syltet appelsinskal, lidt julekrydderi og apotekerdisk. Sødmen balanceres af en fin syre og pakkes ind i stor intensitet og en finish, der kan smages minutter efter.
Denne vin nydes enten (i respekt for vinen) uden noget til og hvis som dessertvin sammen med retter med nødder/og eller karamel.
Husk at nyde vinen af rummelige vinglas, så man får duftoplevelsen med.
Vi anbefaler en serveringstemperatur på 14-17°.
Efter åbning holder vinen sig frisk i op til et par måneder – længst hvis opbevaret på køl.