Bio-Weingut Geyerhof
Grüner Veltliner Ried Steinleitn
Geyerhof har er økologiske pionerer i Østrig (siden 1988), og de er nu også biodynamisk certificeret.
Steinleitn er grundet terrroiret den mest ranke og 'stenede' af Geyerhofs reserve-vine, der betragtes som sådan, da vinen får lov at lagre et år længere end de mere ydmyge cuvéer; bl.a. for at kunne udvikle vinen hele 20 måneder på gæren.
På denne mark ved Oberfucha står vinstokkene på en mager jordbund af granulit fra det kun delvist forvitrede grundfjeld i en syd-østlig eksponering nær Donau. Grüner veltliner dyrkes ofte, hvor der er mere løss i jorden, så selv om dette egentlig er riesling-terroir, så er Geyerhof Grüner Veltliner Steinleitn en overbevisende undtagelse, der bekræfter reglen.
Druerne blev i 2021 høstet i starten af november, så druerne har gennem en meget lang vækstsæson opnået fremragende kompleksitet uden overmodenhed.
Der helklasepresses nænsomt i en old school kurvepresse og vinifikation og lagring foregår på ståltank med benævnte 20 måneder med gæren.
I 2021-årgangen kombinerer Steinleitn fylde med præcision og mineraler, med den aromatiske drueidentitet i behold men med en syre, der kan minde om riesling.
Duft og smag har konsistente træk af gule og grønne blommer, friske, grønne bønner, våd granit, grønne urter og hvid peber. Smagen har en magtfuld koncentration svøbt i en moden, frisk syre, der holder vinen i fremragende balance.
Vinen har stor fylde og vil, serveret ved 10-14°, være velegnet til de mellemkraftige retter; gerne med fisk, fjerkræ, kalv eller svin. Med andre ord: en meget alsidig grüner veltliner, der både kan nydes nu, men som også er særdeles henlæggelsesegnet.
En vin af denne kaliber lever mindst 20 år (og sikkert også langt længere) i en god kælder.
