Colombelle l'Original
Denne friske, aromatiske, tørre hvidvin er en moderne, konventionsfri, drikkeglad hvidvin, der med naturligt lavt alkoholindhold på 11% er helt i tidens ånd. Vinens stil signalerer spontanitet, livsglæde og ubekymrethed.
Producenten er det dynamiske Plaimont-kooperativ, der i snart 50 år har været bannerfører for Gascogne, der tidligere udelukkende har været kendt for Armagnac. Man har draget nytte af det særlige klima, hvor nærheden til Pyrenæerne og atlanterhavsvindene fra vest ikke blot muliggør produktionen af hvidvine med friskhed, men vindene minimerer naturligt behovet for sprøjtemidler.
Colombelle l’Original er ikke fyldig, men har derimod masser af smag i en bredt appellerende stil. Den er fortrinsvis lavet på colombard-druen, der, i veldrejede udgaver som denne, spiller på mange af de samme tangenter som sauvignon blanc. Colombelle l’Original er koldgæret på ståltank for at bevare colombard-druens eksplosivt aromatiske, blomstrede og friske udtryk. Aromaerne kredser om litchi, passionsgrugt, lime og grape holdt sammen af en elektrisk grape-domineret syre med fremragende renhed og en lydefri finish.
Det bliver aldrig kompleks vin, men mindre kan oftest gøre det: det er en forrygende og aromaintens tørstslukker, som både egner sig til aperitif såvel som til mange af det moderne, flødefri middagsbords glæder.
Kan nydes direkte fra køl og op til ca. 10°.
