Domini Veneti
Appassimento
Domini Veneti er prestige-serien fra Cantina di Negrar, der gennem flere menneskealdre har finpudset og sidenhen mestret appassimento-teknikken.
Cantina di Negrar, der i 2011 blev hædret under VinItaly som bedste Veneto-producent, producerer både amarone, valpolicella og andre af Venetos kendte vine - alle med et fremragende forhold mellem pris og kvalitet som fællesnævner.
Druesorterne til Domini Veneti Appassimento er de klassiske for området, nemlig corvina, rondinella og corvinone men også en lille del cabernet sauvignon. De dyrkes som klassiske dobbelt-pergolaer med et aldersgennemsnit på over 25 år.
Efter høsten sidst i september tørredes drueklaserne to måneder inden gæring – en proces der fornemmes i den færdige vin i form af mere koncentration og nok sukker i druerne til, at der i den færdige vin er et restsukkerindhold på ca. 8 gram/liter; nok til at afrunde vinen men stadig med frugten i fokus og langt under de syditalienske og oversøiske kopiers markant sødere stil.
Vinen er lagret på større egefade af varierende størrelse i ca. 10 måneder inden assemblage.
Farven er dybrød og duften præget af kirsebær, en anelse mørke bær, frisk mandel, og lidt tørrede blomster, mens smagen er afstemt fyldig med nydelig appassimento-karakter, der ikke ender med decideret sødme, men blot tilføjer den dejlige kirsebærfrugt noget tæthed.
Nyd denne elskelige vin til et bredt udsnit af stegeretter, ikke for voldsomme braisereretter samt ’hårde’ oste som den lokale monte veronese eller en af de lagrede pecorinotyper.
Servér vinen under stuetemperatur ved 16-18° af et rummeligt ’bordeaux-glas’, så man også kan nyde duften af vinen.
Vinen kan drikkes nu, men den kan også henlægges en håndfuld år.