Dominique Cornin
Saint-Véran
Les Serreuxdières er en mark, der deles mellem to appellationer, Saint-Véran og Macôn-Chaintré. Dominique Cornin Saint-Véran Les Serreuxdières er håndlavet enkeltmarksvinlavet med udgangspunkt i gamle chardonnay stokke, plantet i 1936 (50%) og 1992 (50%). Vinstokkene til Saint-Véran Les Serreuxdières har et højere aldersgennemsnit end producentens Macôn-Chaintré, og denne parcel har mere hældning og ligger, hvor et tyndt, lerholdigt toplag dækker kalkstenen længere nede.
Far og søn, Dominique og Romain Cornin, laver med udgangspunkt i Chaintré i det sydligste Bourgogne hvidvine med sjæl og stedsans fra ældgamle vinstokke. Domænet er et mindre familieforetagende med godt 10 hektar marker, der siden 1988 har været dyrket økologisk (og certificeret i 2003) med afstikkere til biodynamisk praksis, hvor de synes, det giver mening. Her vinificereres med usvigelig sikkerhed og respekt for de forskellige terroirs' potentiale; én af grundene til, Dominique Cornin tilhører eliten i det sydlige Bourgogne. Markerne pløjes i bedste Morten Korch stil med hest.
Denne cuvée både gæres og lagres på ståltank med hele 12 måneder på fingæren, og er derefter tappet uden hverken filtrering eller klaring. Vinen er tør og rank, udviser en god vægt, og har en sympatisk kombination af mineralsk klarsyn og den intensitet, der mangler i billig bourgogne.
Vinens profil med fravær af egetræ efterlader god plads til, at druernes kvaliteter genkendes i den færdige vin. I duft og smag synes vi, man kan finde hvid fersken, golden delicious, lidt jasmin og friskbrygget weissbier. Kalkstensmineraliteten står langt fremme i eftersmagen, hvor den bidrager med et næsten salt præg, der skærper fokus og giver lysten til det næste glas. Dette er vin med personlighed og sjæl, der både smager godt nu og om fem år. Nydes af rummelige glas, serveret ved 11-16°, enten som alsidig madledsager eller som en intellektuel hyggevin.