Emilio Hidalgo
Palo Cortado
Marqués de Rodíl hører til den absolutte top inden for palo cortado; typen som kun sherry-kendere vil være bekendte med. Soleraen har en gennemsnitsalder på 15-20 år, når der tappes, så der er ikke alene suverænt alderspræg men også ophøjet balance i denne vin.
Palo cortado oversættes 'afkortet/overskåret pind' og er en hentydning til den markering skrevet på fadet, der angiver de forskellige sherry-typer. Her er pinden ensbetydende med den streg l, som angiver en fino.
Når en fino udvikler sig i retning af palo cortado, overstreges pinden for at kunne skelne fadet fra de tilbageværende finoer.
Den er nu blevet 'cortado', dvs. skåret over: ł - er alle med?
Palo cortado bliver tilsyneladende til under stor mystik, i hvert fald hvis man spørger producenterne. Her kommer de altid med forklaringen om en fino, der på uforklarlig vis mister sit flor-lag over lang tid og derved ændrer karakter til det, man har valgt at kalde palo cortado. Denne metafysiske forklaringsmodel er én side af sagen - og så langt den mest underholdende. Den anden er, at man kan påvirke processen, så florlaget langsomt dør og vinen efter en lang biologisk lagring under gærdække nu begynder en lang, oxidativ lagring, så man får det bedste af to verdener.
Lige gyldigt hvordan vinen bliver til, så har man her en vin i verdensklasse med utrolig intensitet og længde. Duft og smag har kraftfulde indslag af (val-)nødder, lys røg, tørret, gylden frugt, syltet citron, fernis, flor og en forrygende rancio-karakter.
Smagsprofilen er tør og fyldig med uendelig eftersmag.
Hvis man vælger sin mad med omhu, har man her en fantastisk madvin.
Marqués de Rodíl er et perfekt match til de klare supper (tilmed en moderigtig ramen), en vellagret tør ost, eksempelvis pecorino sardo, eller en ond manchego. Prøv ligeledes denne vin til røget, fed fisk med ristede mandler, til svinekøds- eller vildt-rillette, til råmarineret fisk med røget salt eller røget olie.
Med andre ord ikke den mest alsidige madvin, men til det rigtige match en genialitet.
Vinen nydes bedst lidt afkølet - omkring de 10-14°.