Flor d'Penalva Premium
Her endnu et fremragende eksempel på, portugisisk vin står bag nogle af de allerbedste vinkøb. Flor d’Penalva Premium er en budgetvenlig vin, der oser af kvalitet. Den er tætvævet, ærlig og personlig men dog stadig brugervenlig.
Dão er det næstældste demarkerede område i Portugal, beliggende omkring Viseu på en kuperet højslette, hvor omgivende bjergkæder beskytter effektivt mod vejrekstremer. Dão har de sidste årtier genvundet sin position som attraktiv vinregion efter en for lang tornerosesøvn under Salazar-diktaturets nationaliseringer, der medførte en bedrøvelig forringelse af vinenes kvalitet. Dão-vinenes ry ligger stadig under deres kvalitet, så her består muligheden for at gøre forrygende gode køb.
Flor d’Penalva Premium er lavet af druer fra oplandet til Penalva do Castelo og består af touriga nacional, tinta roríz (tempranillo), tinta pinheira (rufete) og jaen (mencía); alle kendte ansigter i det nordlige Portugal. Vinen er gæret under temperaturkontrol og sidenhen lagret på både eg og tank, efterfulgt af yderligere flaskelagring inden frigivelse.
Flor d’Penalva Premium har god intensitet med duft og smag af mørke skovbær med en lille balsamisk note og krydring i retning af bouquet garni.
Nyd vinen enten som ’hyggevin’ eller til retter med lidt substans, så vinen ikke overdøver maden. Nydes under stuetemperatur ved ca. 14-17°.
5 stjerner og 89 point Jyllands-Posten
"Solid hverdagsrød lavet på nogle af de klassiske druer fra Dão. Den har hele syv år på bagen, men holder sig forbavsende frisk. Mørke bær kommer godt op af glasset, her med jordede nuancer, men også mint og røgede, tobakkede og sågar medicinske noter. Her er også et klassisk strejf af toast og tørrede, vilde provencalske krydderurter. Munden er let og løftet, frugten levende, frisk og sødmefuld. Den har en skøn, læskende friskhed, men fremstår stadig med en rund mildhed, der gør mødet med den ukompliceret og letforståeligt, inden tanninen bakker blidt op i finalen og runder af med et lille klem. Fem en halv stjerne."
Jyllands-Posten 274/9-2026
