Girlan
Chardonnay Riserva Curlan
Curlan Chardonnay Riserva er ny, hvid topmodel hos Girlan, der med deres Cuvée Flora Chardonnay i forvejen tilhører Italiens elite.
Denne overbygning er decideret u-billig men også uforskammet god.
I vineriet ynder de at afholde smagninger med denne vin og et udvalg af hvide top-bourgogner: en bekostelig øvelse, der kræver tro på egne evner, men Curlan Chardonnay Riserva har med rette selvtilliden i orden; det er vin fra øverste hylde fra Italiens bedste hvidvinsterroir.
Druerne hentes fra en hektar, fra to parceller i landsbyen Girlan; den ene fra Gschleier lige ved vineriet, den anden fra Schreckbichl i udkanten af Girlan, lidt syd for Bozen/Bolzano. Fællesnævneren er et grundfjeld bestående af porfyrklippe med et tyndt, gruset toplag fra moræneaflejringer. Porfyr fremmer en lav ph i druerne, som, alt andet lige, direkte kan oversættes til mere syrefriskhed i den færdige vin.
De håndhøstede druer presses skånsomt med hele klaser, der gæres og lagres 12 måneder på nye 228 liters Taransaud T5 fade, der er toppen af poppen inden for fadkvalitet. Herefter lagres otte måneder på en lille ståltank, og vinen frigives efter endnu 12 måneder på flaske efter aftapningen.
Girlan Curlan Chardonnay Riserva er rig, ødsel og smukt kalibreret vin, hvor fadlagringen fornemmes i vinen, men som medspiller: når der er brugt eg i verdensklasse, så trækker fadaromaer for en gangs skyld op. Curlan er intens og fyldig med fersken, træmodnet abrikos og citrus med fadafledte aromaer af lunt smør, vanilje, lys røg og frisk hasselnød.
Madmæssigt vil den gå fornemt til skindstegt torsk, havtaske eller pighvar med en kraftig, fed sauce. Med yderligere lagring vil et tilskud svampe til maden være perfekt, og den også vil være en alsidig ostevin.
Serveres af et rummeligt hvidvinsglas ved en temperatur på 12-15°.
