Kopke Colheita 1940
Det er svært at relatere til vin med så høj alder, men 85 års fadlagring betyder, at den, der oprindeligt har håndteret vinen, af naturlige årsager ikke får lov at smage den aktuelle aftapning.
Vinmageren har ikke ’lavet’ vinen, for den del står tiden primært for, mens skiftende kældermestre agerer aktive kustoder.
Da denne colheita blev lagt på gamle 550-700 liters egefade rasede 2. verdenskrig, hvor Portugal behændigt linedansede sig gennem neutralitet, og gennem alle disse år ind til tapningen i 2025, er den passet, plejet og styret i den retning, der definerer Kopkes stil.
Fordampning har i samspil med de lagringsaromaer, der kommer til, givet en intenst koncentreret vin. Den er hverken klistret eller for meget af det gode trods et restsukkerindhold på ca. 175 gram/liter: faktisk fremstår den organoleptisk mindre sød end de unge modeller, da syren i høj grad påvirker fornemmelsen af sødme.
Kopke Colheita 1940 har top-intensitet, der på uforklarlig vis er parret med kompleksitet, længde og drikbarhed. Duft og smag bevæger sig blandt aromaer af dyb valnød, antikke mahognimøbler, moscovadosukker, pomerans, syltet figen, apotekerdisk og julekrydderier. Ældgammel tawny som denne har udviklet et fantastisk, volatilt ’syreløft’ (portugisisk; vinagrinho), der fornemmes at virke forstærkende på aromaerne, på samme vis som gastrique løfter saucer til nye højder.
Duften er hypnotisernede og eftersmagen næsten uendelig, hvilket er en rar ting, når nu vinen er så behagelig.
Dette er ultrasjælden tawny fra øverste hylde. Derfor: nyd den bedst uden noget til; tilsæt kun beundring og nyd den i ro og mag med en nøje udvalgt skare af rettroende.
Serveres ved 12-16°.
