Kopke Colheita 2010
Dette er en vellagret colheita med mundvandsdrivende syrefriskhed fra en af genrens absolutte autoriteter.
Colheita er en ofte overset kategori, da de færreste vinentusiaster har styr på, hvad ordet dækker. Derfor: colheita er en tawny fra én og samme årgang, lagret et minimum af syv år på træ, men mange ligger markant længere. Denne 2010er har tilbragt 13 år på ældgamle, 550 liters egefade, der langsomt og nænsomt oxiderer, afrunder og modner portvinen.
Kopke har deres egen, genkendelige stil, der går igen blandt alle deres tawnyer: en dejlig, æterisk syre og karakteren af tørret frugt og med en statur som en trimmet atlet snarere end karamel-sværvægter. Det er aldrig et problem at opnå koncentration i vellagret tawny: det er blot at øge fordampningsraten; lidt som at reducere en fond. Men at opnå intensitet uden at give køb på balance og drikkevenlighed, deri ligger kunsten.
Efter 13 års oxidativ lagring fremstår denne colheita nu i drikkemoden topform. Den oprindelige frugt er nu næsten borte, og tilbage er en vin domineret af lagringsaromaer bestående af tørret sveske, nødder, puddersukker og syltet, kandiseret citrus. Der er stor intensitet og fylde og den sødmefulde afsked. Eftersmagen har forbilledlig længde, og årgangens dejlige, naturlige syre giver en spændstig colheita.
Efter åbning er vinen holdbar i ca. en håndfuld, hvis den opbevares køligt efter åbning. Derefter bliver vinen blot langsomt mere slap og mister lidt fokus, som dagene går, så ingen panik, hvis der skulle være et par glas tilbage i en åben flaske.
Og husk: denne vintype bliver IKKE bedre af at blive gemt.
Den er bedst helt frisktappet og udvikler sig ikke positivt på flaske. Dog holder den snildt topformen en håndfuld år, så der er ingen hast.
Serveres ved 12-16°.
