Kopke Vintage Port 2021
Quinta São Luíz er Sogevinus-gruppens topejendom, og stedet hvorfra Kopkes 'single quinta vintage port' (SQVP) kommer. Quintaen ligger midt i Cima Corgos bedste portvinsterroir, nogle få kilometer nedenstrøms fra Pinhão, hvor skifferbjergsiden stiger nærmest lodret op fra floden.
Druerne bag vinen kommer fra ejendommens ældste vinstokke, nærmest floden, hvor de står på antikke stenterrasser. Her dominerer ’field blends’, den gamle beplantningsmetode med et utal af druesorter på samme mark, der høstes samtidigt og vinificeres sammen. Druerne herfra udgør godt halvdelen af blendet og resten af druer fra gamle parceller kun med touriga nacional. Efter plukning er druerne blevet til portvin på Quinta São Luíz' moderne vinifikationsanlæg. Druerne er således blot transporteret få hundrede meter fra plukning til gæringskar, så tilfældig oxidation fuldstændigt undgås. Den resulterende ’sunde’ most fornemmes tydeligt i den færdige vin, og sammenholdt med vinsprittens høje kvalitet samt finheden i tanninerne er det forklaringen på, hvorfor moderne, ung vintage smager langt bedre, end de gjorde i gamle dage, hvor det ofte haltede med netop disse tre parametre.
Kopke Vintage Port i årgang 2021 præsenterer sig helt uigennemsigtig med ungdommelig, potent frugt med tætte, saftige nuancer af mørke bær, hyldebærsaft, blåbær og solbær med skiffermineraler langt fremme i billedet og, helt uvant, en dejlig frugtsyre, der holder sødmen i skak. Den besnærende syrefriskhed er karakteristisk for 2021, hvor det normalt næsten udelukkende er tanniner, der skaber balancen. Det bliver derfor spændende at følge denne årgang, som, vi mistænker, vil overraske positivt – både nu såvel som om et par årtier.
Vintage port tappes per definition uden filtrering, så husk at dekantere vinen, hvis den gemme mere end 2-3 år.
Nydes af gode hvidvinsglas, serveret ved ca. 15-17°
6 stjerner (maks.) i gastro
"Sort på sort, grillet kød, korender, dæmpet frugt men ekstremt koncentreret og voldsom power, alkoholen i bedre balance med frugtintensiteten, vild tannin, intensitet i skyerne, storslået, stor, bitterchokolade og gateau marcel i eftersmagen. Nyeste årgang fra Kopke, og husk: Kopke er muligvis kendt for tawny-typerne, men deres vintage port har de seneste årgange, nærmest siden 2016, været superkøb. Stærkt domineret af gamle vinstokke, og der er mere end 30 forskellige druesorter på vingården, dog mest touriga nacional. Ung vintage port er muligvis kraftig kost for mange, men prøv til en grillet peberbøf eller selvfølgelig julens godter"