Kopke
1935 er i skrivende stund den ældst tilgængelige årgang fra Kopke.
Da denne hvide colheita blev lagt på gamle, neutrale egefade kendte ingen til andet end ’Verdenskrigen’, idet der da kun havde været én af slagsen! Portugal og dermed denne vin undgik behændigt både Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig, og Kopke valgte at gemme snarere end at sælge vinen, så man i dag kan nyde dette stykke vinhistorie.
Det er selvsagt en yderst kostbar affære, men til gengæld får man med Kopke White Colheita 1935 en perfekt drikkeklar/drikkemoden vin i absolut topform: det er der ikke mange vine af tilsvarende alder, der kan prale af. Det er vinen til den helt særlige lejlighed, når noget skal fejres grundigt, og der ikke skal være spænding om, hvorvidt vinen stadig er drikbar.
Så gammel hvid portvin er nærmest uopdrivelig, da interessen for hvid kvalitetsportvin er en ny foreteelse. Hvid colheita med så massiv lagring som denne vin vil slægte almindelig tawny colheita meget på, da vinen netop tager karakter efter lagringen – både i farve og aromaer. Dog fremstår denne hvide colheita 1935 med færre nøddearomaer og i en mere citrusdreven stil.
Det er svært at relatere til vin med så høj alder, men næsten 90 års fadlagring (tappet 2022) betyder, at den, der oprindeligt har håndteret vinen af naturlige årsager ikke får lov at smage den aktuelle aftapning. Vinmageren har ikke ’lavet’ vinen, for den del står tiden primært for, mens skiftende kældermestre agerer aktive kustoder.
Kopke White Colheita 1935 har top-intensitet, der på uforklarlig vis er parret med kompleksitet, længde og drikbarhed.
Duft og smag bevæger sig blandt aromaer af sukkerlagesyltede korender, gylden sirup, pomerans, sukat, syltet figen, kanel, frisk kardemomme og lak. Ældgammel hvid colheita som denne har udviklet et fantastisk, volatilt ’syreløft’ (portugisisk; vinagrinho), der fornemmes at virke forstærkende på aromaerne, på samme vis som gastrique løfter saucer til nye højder. Duften er hypnotiserende og eftersmagen næsten uendelig, hvilket er en rar ting, når nu vinen er så behagelig.
Dette er ultrasjælden portvin fra øverste hylde. Derfor: nyd den bedst uden noget til; tilsæt kun beundring og nyd den i ro og mag med en nøje udvalgt skare af rettroende, og husk nu de gode hvidvinsglas.
Serveres ved 12-16°.