Kopke
2004 er en forrygende verison af Kopkes hvide colheita. Den hvide kvalitetsportvin har med rette vundet indpas hos vinentusiasterne med fremragende kompleksitet, balance og drikkeglæde.
Ved produktionen af de lagrede hvide portvine trækker Kopke på husets århundredlange erfaringer med fadlagrede portvine, hvor de tilhører en lille, eksklusiv elite.
Lagringskravet for hvid colheita er identisk med ’almindelig’ colheita, dvs. mindst 7 års lagring på træfade før frigivelse. Modsat en traditionel tawny, der er lavet på blå druer, så er her alene anvendt grønne druer, bl.a. malvasia fina, viosinho, gouveio, codega m.fl. De dyrkes i lidt køligere dele af Douro og fra højtliggende marker, ca. 600 m.o.h.
Kopke White Colheita 2004 er fadlagret 20 år inden aftapning; et tidsrum der i den grad har sat sit præg på vinen. Aromaerne bevæger sig rundt om pocheret pære, syltet abrikos, lak, lys karamel, lidt røg, citrusskal og et drys kamille. Vinens 120 gram restsukker/liter matches af en dejlig, naturlig syre, så helheden fremstår harmonisk. Eftersmagen har naturligvis forbilledlig længde i en vin i ophøjet balance.
Som udgangspunkt anbefaler vi, at man nyder denne vin alene, da den ikke har brug for andet end et godt glas og lidt tid for at sprede god stemning, men vi kan for fuldstændighedens skyld nævne, at den fungerer godt sammen med mange oste (gerne med nødder og lidt sødt tilbehør), crêpes suzette og sikkert mange andre kombinationer, vi endnu ikke har været omkring.
Serveres ved 8-12° af et godt hvidvinsglas, mens man undres over, at man ikke har drukket denne vin før nu.
