La Colombina
San Martino
La Colombina er en diminutiv vingård i det sydlige Toscanas Montalcino-distrikt, hvor familien Caselli ejer fem hektar vinmarker omkring Castelnuovo dell`Abate.
Her er de naboer til bl.a. Ciacci Piccolomino og Uccelliera i Brunello-zonens feterede syd-østlige del, hvor gårdens egen vinproduktion er etableret så sent som i 1997. Indtil da havde familien Caselli, som har ejet gården i generationer, beskæftiget sig med dyrkning af oliven og druer.
La Colombina San Martino er en kraftfuld supertoscaner bestående af 2/3 sangiovese, mens den manglende brøk i denne årgang udgøres af druerne syrah, merlot og cabernet sauvignon.
De håndhøstede druer fra egne marker ved Castelnuovo dell'Abate spontangæres på store egetønder og pulpen bearbejdes under macerationen både med pígeage og delestage. Malolaktisk gæring foregår også på egetræ og vinens bestanddele lagrer separat 24-36 måneder, før de sammenstikkes, hovedsageligt på store egefade, men også delvist på barriques.
Duft og smag har elegant fylde med sangiovese-druens ranke kirsebærkarakter, der får mere bastant struktur med syrah, merlot og cabernet sauvignon.
Dette er intens og blød vin med en levende og frisk syrestruktur, der giver lysten til det næste glas.
2018 årgangen udviser stor fylde og koncentration, men i en velpoleret stil, hvor San Martino har svært ved andet end at imponere. Er man til de intense toscanere, hvor der er fart over feltet, så er San Martino den helt rigtige vin til en spiselig pris, når vi taler supertoscaner.
San Martino kan snildt nydes nu, men den vil ligeledes kunne udvikle sig mindst 10 år fra årgang.
Find de rummelige vinglas og den nærmeste bistecca fiorentina frem...
