Kopke Colheita 1944
En ’verdenskrigs-årgang’ der dufter og smager hysterisk godt.
Finten med frisktappet tawny er, at man, trods en ældgammel vin, er sikret, at vinen er i perfekt stand, så man kan åbne den helt uden den spænding/frygt, der oftest følger med, når dyre vinrelikvier åbnes.
Det er svært at relatere til vin med så høj alder, men 81 års fadlagring betyder, at den, der oprindeligt har håndteret vinen af naturlige årsager ikke får lov at smage den aktuelle aftapning. Vinmageren har ikke ’lavet’ vinen, for den del står tiden primært for, mens skiftende kældermestre agerer aktive kustoder. Da denne colheita blev lagt på gamle 550-700 liters egefade rasede 2. verdenskrig, hvor Portugal behændigt linedansede sig gennem neutralitet, og gennem alle disse år ind til tapningen i 2025, er den passet, plejet og styret i den retning, der definerer Kopkes stil.
Kopke Colheita 1944 har utrolig kompleksitet og intensitet, men alligevel svæver den ubesværet gennem sanseapparatet. Mere end otte årtiers fordampning har både defineret og koncentreret aromaerne, så man i dag sidder med noget, der er et forbløffende let-drukket koncentrat af, hvad tid og gode kælderevner kan føre til.
Duft og smag bevæger sig blandt aromaer af dyb valnød, antikke mahognimøbler, moscovadosukker, pomerans, syltet figen, apotekerdisk og julekrydderier. Ældgammel tawny som denne har udviklet et fantastisk, volatilt ’syreløft’ (portugisisk; vinagrinho), der fornemmes at virke forstærkende på aromaerne, på samme vis som gastrique løfter saucer til nye højder. Duften er hypnotisernede og eftersmagen næsten uendelig, hvilket er en rar ting, når nu vinen er så behagelig.
Dette er ultrasjælden tawny fra øverste hylde. Derfor: nyd den bedst uden noget til; tilsæt kun beundring og nyd den i ro og mag med en nøje udvalgt skare af rettroende.
Serveres ved 12-16°. Husk de rummelige hvidvinsglas.
