Kopke Vintage Port 2024
2024 er en ’klassisk’ vintage port fra Kopke i to betydninger:
1: Årgangen klassisk ved at være af ekstraordinær kvalitet, så den udelukkende er tituleret vintage.
2: Årgangen adskiller sig markant fra nyere årgange ved en af de længste vækstsæsoner i mands minde. En tør, stabil modningsperiode med kølige nætter gav et uhørt langt høstvindue og druer i optimal forfatning, der tillod Kopke at høste hver enkelt parcel i ro og mag, når drueklaserne havde den optimale modenhed. Parcellerne til Kopke Vintage Port ligger umiddelbart under vineriet, så det var drueklaser i perfekt forfatning, der blev leveret til vinifikationen på Quinta São Luíz.
Derfor kan man glæde sig til denne formidable Kopke Vintage 2024, der både har koncentration, finesse og friskhed. Vi skønner, den er en af de bedste vintage portvine fra Kopke nogensinde.
Druerne til Kopke Vintage er fra Quinta São Luíz’ bedste og ældste parceller nær Douro-floden, hvor halvdelen af vinstokkene har rundet de 80 år. Touriga nacional udgør ca. 50% af blendet, mens resten består af bl.a. sousão, touriga franca og tinta roríz.
Lige efter frigivelse har vinen sin fulde eksplosivitet med aromaer af morbær, blåbær og hyldebær, hvis potens og sødme i vinens spæde ungdom dækker over tanniner og de komplekse skifferaromaer. Dette er vintage port i overhalingsbanen med fuld damp på kedlerne, men holdt i en moderne stil med imødekommende, sødmefuld frugt og fintslebne, men massive tanniner. Den er ikke dyster, men hårdtslående er den.
Ung Vintage Port smager fantastisk, hvis man ikke er bange for blå tænder. Den kan naturligvis også lægges til modning. Et par årtier burde være en formssag ved gode opbevaringsforhold.
Lige nu smager den endnu bedre på andendagen efter åbning, så tålmodighed belønnes - især hvis man rammer en god serveringstemperatur; vores sweetspot ligger omkring de 14-16°.
Der er produceret ca. 9.900 liter af denne eliksir.
Leveres i individuel trækasse.
