Det bliver, som man er
Der er vinproducenter, der søger den mest stenede vej mod stjernerne. Andre hugger hæl og tå for at holde prisen nede. ViniPortugals fokus ligger et sted midt imellem med afstikkere til begge sider. Vi sælger kun vin, vi selv ville drikke. Og selvfølgelig skeler vi til prisen. Det giver ikke mening at tale om kvalitet uden.
Sortimentet håndplukkes af et erfarent team fra et bredt spektrum af producenter: fra lidenskabelige, mikroskopiske øko-brug til branchens mastodonter. Vi har et personligt forhold til langt de fleste af vores producenter og besøger dem, når vi kan. Sparker dæk, smager og ser hinanden i øjnene. At være vinavler er et håndværk, der ofte går i arv. Vis dem din respekt, og du bliver en del af familien.
Fra vores lager i Brøndby leverer vi hver dag vin til detailkæder, den selvstændige købmand, store og små vinhandlere samt HoReCa. Nogle har været kunder siden starten i 1980’erne, da hovedvægten lå på portugisisk bordvin.
Portugisisk vin og særligt portvin er stadig en væsentlig del af ViniPortugal med landets bredeste portvinsudvalg. Siden er vores verden vokset med både europæiske såvel som oversøiske vinlande.
Men de kritiske, erfarne smagsløg og sansen for oplevelsen i glasset er der ikke pillet ved.
