Quinta da Valeira
Organic Reserve
Ruby Port
De økologiske vine synes langt om længe at være på vej til at få bred anerkendelse efter i mange år at have befundet sig i den mest støvede afkrog af helsebutikken.
Quinta da Valeira har begået en lydefri økologisk reserve ruby – kategorien der svæver mellem basis-ruby og late bottled vintage port. Denne vin er tættere på sidstnævnte i stoflighed, men er via en lidt længere lagring blødgjort, så den sniger sig gennem sanseapparatet med forbløffende lethed.
Quinta da Valeira er et mindre, familieejet hus, der på quintaen af samme navn har knap 10 hektar vinmarker i smørhullet mellem Cima Corgo og Douro Superior, et par km fra São João de Pesqueira. I 430-500 m.o.h. dyrkes en række af de klassiske portvinsdruer på ufremkommelige, skifferklædte bjergsider.
Når man går på opdagelse i denne reserve ruby, vil man finde en omgængelig, mørk, vinøs portvin med god fylde, let fedme og en afrundet finish. God kompleksitet parret med en drikkevenlig profil giver en sympatisk kombination, der er svær at se sig sur på.
Nyd den ekstra afkølet om sommeren, mens man på andre årstider kan sigte efter 14-17°. Quinta da Valeira Organic Reserve Ruby er fin på egen hånd, men prøv den ligeledes til desserter med chokolade og/eller syltede mørke bær eller smagfulde oste, gerne blåskimmel.
Vinen er drikkemoden nu og vinder ikke nævneværdigt ved yderligere flaskelagring. Nyd den bedst af et rummeligt hvidvinsglas, så man også får duftoplevelsen med.
Denne portvin indeholder 50 cl.