Quinta do Portal
Dette er et brag af en ung, intens og moderne vintage port.
Den kan, hvis man er en barsk fyr m/k, drikkes allerede nu - dog med garanti for blå tænder.
Glem alt om, at vintage port absolut skal lagre 30 år, inden den kan drikkes; denne 2018er holder snildt et par årtier, men der er også en stor drikkeoplevelse i den allerede nu. Blot er vinen ikke moden nu.
Vinen er blevet til med udgangspunkt i druer fra klasse A patamares på nabomarkerne Quinta dos Muros og Quinta da Manuela. De ligger side om side på den drabeligt stejle østlige side af Pinhão-dalen, ved siden af Quinta do Noval, hvis skifferdækkede terroir ligger komfortabelt i ’grand cru’ klassen.
En dårlig blomstring i foråret betød en lille høst, men kvaliteten af druematerialet var sundt og ikke mindst godt. Høsten var langstrakt, så der var god tid til at finpudse høststrategien: de sidste druer høstedes 20. oktober, hvilket er usædvanligt sent.
Blendet består af touriga nacional, touriga franca og tinta roríz, der er gæret hhv. i lukket ståltank og traditionel, åben lagar for at optimere frugtfokus og kompleksitet.
2018 er en årgang, hvor frugten er tæt og balanceret, så for portvinsdrikkerne over 30 års alderen gør det nok ikke alverden, at vinen ikke først er fuldmoden om 40 år….
Denne portvinsbombe detonerer sin sort-violette frugt med aromaerne i retning af hyldebær, morbær og solbær med mørk chokolade og lidt skiffermineraler. Sødme, polerede tanniner og syre harmonerer fint allerede, og der er masser af substans til eventuel lagring.
Nydes til desserter med chokolade, til julemadens risalamande, til de kraftige blå oste eller til syltede kirsebær med en klat vaniljeis til.
Hvis vinen langtidslagres, skal man huske at dekantere vinen omhyggeligt, inden den skænkes. Vi anbefaler rummelige hvidvinsglas og en serveringstemperatur omkring de 16°.
94 points Robert Parker’s Wine Advocate
94 points + ‘cellar selection’ Wine Enthusiast