Ricossa
Ricossa Barolo Riserva er blevet til på håndhøstede druer fra forskellige zoner; Barolo, Castiglione Falletto, Serralunga og la Morra.
Den er lagret 24 måneder på egetræsfade af varierende størrelse med efterfølgende årelang lagring på tank og flaske før frigivelse. Således er temaet slået an: her drejer det sig om lagringsaromaer.
Duften har komplekst parfumerede aromaer af skovbund, læder og røde roser, eg fra fadlagringen samt æteriske aromaer af bolværk og kamfer. Smagen har en dejlig blanding af fylde og fasthed, der grundet nebbiolodruens garvesyre holder alle proportioner på plads og forhindrer, at vinen bliver tung. Eftersmagen har flot længde og ender med en tør afskedssalut.
Dette er uovertruffen madvin, som skabt til svamperisotto med rørhatte, rustikke gryde- og stegeretter med sul og kraft, hvor vinens fasthed får mulighed for at tæmme maden. Man kan også købe et godt stykke parmesanost som en værdig ledsager til vinen, hvis det skal være ekstra usundt.
Nydes af rummelige glas ved ca. 17°.
Vi anbefaler, at man ikke hælder sin Barolo på en karaffel, men at man 12-24 timer før vinen skal fortæres i stedet hiver proppen op, selv-tester et halvt glas og sætter proppen i igen.
Hæld ved servering generøst op i pokalerne, og følg vinens udvikling i glasset.
Alternativt glemmer man ovenstående, nyder livet og drikker vinen uden yderligere dikkedarer.