Sadi Malot
Blanc de Blancs
Champagne Brut Nature
Forrygende god og luftig blanc de blancs med raffinement, præcision og ikke mindst høj drikbarhed, der er et sympatisk og gennemgående træk ved alle Sadi Malots vine.
Sadi Malot er en lille familieproducent i hjertet af Montagne de Reims med 11 hektar marker i hhv. 1. cru Villers-Marmery og grand cru Verzy. De har dyrket bæredygtigt i 20 år, og omlægning til økologi startede i 2017 med certificering undervejs. I dag arbejder familiens 16 får med at holde bunddækket i ave. De er en del af den bølge af RM-producenter (récoltant manipulant = egne vine fra egne druer), der de sidste par årtier har tilbudt et fremragende, personligt alternativ til de store mærkers dominans. Hos Sadi Malot er det femte generation i form af Cindy Malot og hendes bedre halvdel, Florian Villière, der med stor stilsikkerhed har løftet allerede gode champagner til nye højder.
Denne blanc de blancs er udelukkende lavet med chardonnay fra 1. cru marker i Villers-Marmery, hvor også vineriet ligger. 2021-høsten har bidraget med 55 % af råmaterialet, mens 45 % er reservevin fra en solera påbegyndt i 1982, hvor 30% af soleraens volumen årligt fornys. Vinen har tilbragt 36 måneder sur lie og degorgeredes i september 2024 som brut nature med et restsukkerindhold på 1,8 g/l.
Blanc de Blancs Brut Nature er husets mest vægtløse vin med glasklar og ungdommelig nerve, hvis stilistiske karaktertræk understøttes af en fine, cremede og vedvarende bobler. En transparent stil med et fravær af oxidation har givet en vin med mineraliteten langt fremme i aromabilledet. Her fornemmes undergrundens kalk tydeligt, og fordi vinen via ubesværet tørhed har saftighed, så er dette både kompleks og let-drukket champagne.
Dette er ikke diskotekschampagne, og den smager ikke af ødsel, hvid bourgogne med bobler men derimod af champagne; subtil, luftig og raffineret. Giv vinen tid og opmærksomhed og bliv belønnet derefter.
Naturligvis er dette en oplagt aperitif, men det er ligeledes en alsidig madvin. Denne champagne er ganske vel ikke en rustik, klassisk madchampagne, men gør forsøget alligevel: den vil med garanti overraske positivt.
94 point Jyllands-Posten
”Endnu en boble af høj klasse fra landsbyen Villers-Marmerys østvendte, kridtholdige terroir i Montagne de Reims, der minder ikke så lidt om forholdene i Côte des Blancs og i øvrigt udgør et lille chardonnay-hotspot midt i pinot noir-land. Her laver Florian og Cindy Malot larmende lækre, tindrende rene og stringente vine med minimal dosage og fuldt fokus på præcision, knivskarp balance og den mineralske nerve, som gør champagne til noget særligt. Denne blanc de blancs er essensen af det. Fuld af knuste østersskaller, talkum og stærkt kalkede noter ved siden af en kølig æble- og citrusdrevet frugt. Drevet frem af en velproportioneret, spændstig cool frugt a la citrus og æble tilsat brioche og lidt flintrøg og mandel. Præcis syre. Hele 45 pct. består af reservevin fra husets egen solera, der blev startet op i 1982. Dette greb tilfører kompleksitet og dybde og fungerer særligt godt for vinens livlige friskhed, fordi reservevinen ikke spiller ind med tunge, dybe oxiderede noter. Soleraen lagres nemlig udelukkende på ståltank. Cremet og lækkert luftig mousse med de fineste små bobler, der smelter i mundhulen. Huset er i øvrigt ved at omlægge til økologisk drift. Dejligt greb i munden også, uden at det gør ud over vinens læskende antrit.”
Morten Bundgaard, 27/5-2025
