Vilarnau
Vilarnau er økologisk kvalitets-cava lavet med udgangspunkt i 20 hektar af Sant Sadurní de Anoias højest beliggende marker. Med de ubetaleligt smukke Montserrat-bjerge som baggrundskulisse skaber de erfarne ønologer, Damià Deàs Gual og Eva Plazas, en imponerende serie af cavaer til demokratiske priser.
Druerne er de klassiske cava-druer, macabeo (50%), parellada (35%) og xarel.lo (15%), der efter vinifikationen lagres min. 18 måneder før frigivelse. Duft og smag bærer præg af de to hovedelementer, nemlig macabeo-druen, der giver den elegante frugtighed med sin aroma af grønne æbler, mens vinifikations- og lagringsaromaer er den anden grundpille i vinen. I både duft og smag fornemmes den kødfulde modenhed fra druerne, der balanceres af en god syreprofil og en konstant strøm af fine bobler. Samme modenhed gør også, at vinen ikke fornemmes støvende, men blot behagelig tør!
Den er selvskreven som velkomstdrink, men er også en ’gastronomisk schweizerkniv’. Prøv den til fisk og skaldyr, til cremede supper, til et væld af retter med svin og fjerkræ og som en perfekt tapaspartner.
Dosage: 10 gram/liter.
5 ud af 6 stjerner i Jyllands-Posten + 90 point
"Skønt skum fra økologisk producent, der er del af González Byass-gruppen. Denne cava står klart, rent og fokuseret i glasset. En skøn æblet friskhed suppleret af citrus og et blomstret strejf. Helt befriet for den til tider lidt tunge frugtige modenhed og heftige toastpræg, som ofte præger traditionel cava. Her forenes aromatisk intensitet, god syrebalance og frugtig friskhed på charmerende vis. Harmonisk og let at drikke med luftig mousse og fine gærnoter i den krudtrøgede finale. Fem store stjerner."
Morten Bundgaard, Jyllands-Posten, 22/11-24
